DIF Skole OL og Solsikken
DIF Skole OL og Solsikken
Til DIF Skole OL er der plads til alle børn - også børn med usynlige handicaps
Et usynligt handicap er en funktionsnedsættelse, som vi ikke kan se fx ADHD, angst, hørenedsættelse eller autisme.
DIF Skole OL er med i Solsikkeprogrammet
Samarbejdet lanceres i forbindelse med Skole OL-finalen 2025.
Med over 7.000 børn fra 4.-8. klasse der samles til Skole OL-finalen omkring Sundby Idrætspark er det vigtigt at skabe trygge og inkluderende rammer for alle deltagere – også dem, der lever med usynlige handicap.
Netop derfor giver samarbejdet mellem DIF Skole OL og Solsikkeprogrammet særlig god mening, da det bidrager til at øge opmærksomheden og forståelsen til et stort og festligt, men også potentielt overvældende eventmiljø.
Plads til alle børn
Det nye samarbejde vil indebære, at information om Solsikkesnoren bliver synlig ved finaleområdet, og at frivillige og medarbejdere klædes på til at genkende snoren og tilbyde den nødvendige støtte. Snoren signalerer, at bæreren har et usynligt handicap og derfor kan have brug for lidt ekstra tid, plads eller forståelse.
Der vil også blive etableret et stilleområde ved finalen, hvor børn med behov for en pause fra larm og mange mennesker kan trække sig og finde ro.
”For os handler Skole OL ikke kun om idræt og konkurrence – det handler også om fællesskab, trivsel og at give børn nogle gode oplevelser. Med Solsikkeprogrammet kan vi sikre, at alle føler sig velkomne til vores finale” Janni Thrane projektleder for DIF Skole OL